”Nej tak”

Af: Line Soot (linesoot.dk)

Som fast gæst i det sexpositive miljø får vi hurtigt lært, at kommunikation er en afgørende evne at have. Af mange grunde. Både fordi det er væsentligt at kunne tale med en eventuel fast partner om, hvordan åbenheden skal praktiseres, og hvordan relationen skal bevares bedst muligt i en ny og anderledes åben ramme.

Det er også væsentligt at kunne kommunikere, når der skal indgås aftaler med ”fremmede” eller ”tredjer” om, hvad man gerne vil med hinanden. Det gælder uanset, om åbenheden primært drejer sig om lege med BDSM elementer, eller om åbenheden er af ren seksuel karakter. Det er afgørende vigtigt i alle hjørner af åbenhed og leg med andre at kunne definere, hvor meget, hvordan og hvor længe. Med ord. At kunne kridte rammerne op gennem samtale, inden legen begyndes.  

Men hvad er god kommunikation? Det kan være svært at blive klog på. Alle taler om det, men der er ingen facitliste over, hvad god kommunikation indebærer.

Et bærende element i god kommunikation er dog et klart og utvetydigt ”Nej tak”.

Det er det af flere grunde. Den bedste grund er, at hvis vi ikke kan mærke og kommunikere et tydeligt ”Nej tak”, er vores ”Ja tak” intet værd. Det er blevet devalueret.

Hvis vi ikke kan sige et klart ”Nej tak” til en partner, uanset om denne er fast eller kun til leg, kan partneren heller ikke regne med, at vi under leg er til at stole på. Hverken med hensyn til at kommunikere hårde grænser eller med hensyn til at sig til og fra i det små.

”Nej tak” er overordentligt svært for mange af os at sige til et andet menneske.

Nogle af os er kulturelt præget til, at vi ikke må gøre andre mennesker kede af det, og at det er bedre at fyre en lille hvid løgn af, end det er at få andre til at føle sig skuffede, udstillede eller måske endda ydmygede.

Det kan også være svært at sige nej tak til et tilbud, fordi vi frygter, vi aldrig igen får et tilbud, og at vi derfor risikerer at sidde alene tilbage på reservebænken.

Andre af os kan også have svært ved at formulere et klart ”Nej tak”, fordi vi reelt er i tvivl om, hvad vi vil og ikke vil. Det kan føles som en vekslen mellem ”på den ene side” og ”på den anden side”. Ambivalens kan ligge dybt i os og komplicere tydelig stillingtagen.

Uanset, hvorfor vi har svært ved at kommunikere et tydeligt ”Nej tak”, er det en god ide at gå i gang med at øve lige præcis det lille budskab. Så meget og så længe, at det bliver let som fjer at sige det, hvis nogen spørger os om noget, vi har modstand på. Bare ”Nej tak”. Ikke mere, ikke mindre. Ingen forklaringer, ingen undskyldninger. Bare et venligt ”Nej tak”.

Hvis du synes, du er rigtig god til det, så spørg dig selv: Hvis jeg sidder overfor et menneske, en ven eller en kæreste, som jeg rigtig godt kan lide, men som jeg ikke har lyst til at kysse, og denne person spørger, om vedkommende må kysse dig. Kan du så sige ”Nej tak” uden yderligere indpakning?

Alle kan lære det. At sige tydeligt ”Nej tak”.

Selv hvis ambivalens eller tvivl er en udfordring for det klare svar, kan vi lære det. Så kan vi lære at bede om betænkningstid. Vi kan altid sige: ”Det kan jeg ikke svare på lige nu, må jeg tænke over det?”.

Når vi så har sluttet fred med vores indre tvivl, kan vi vente tilbage med et klart svar. Det er altid bedre at bede om tid, end at give et utydeligt svar.

 

 Læs mere om BDSM her

Læs mere om åbne parforhold her

 

 

 

Næste
Næste

Den svære men vigtige undskyldning