Den svære men vigtige undskyldning
Af: Line Soot (linesoot.dk)
En undskyldning er ikke altid “bare” en undskyldning, og det er heller ikke altid, en undskyldning virker efter hensigten. Det er nemlig ikke altid, vi som mennesker er enige om, hvad der skal undskyldes for, hvornår en undskyldning er på sin plads, eller hvordan en undskyldning skal gives.
For nogle er en undskyldning næsten umulig at få over læberne. Det kan være, vi som barn aldrig har fået lært at give en oprigtig undskyldning eller lært at påtage os ansvar og skyld for noget, som er gået galt for os.
For andre kan undskyldningerne hænge så løst, så det næsten kan fremstå mere som en modus vivendi at påtage sig skyld og afbøde reaktioner i relationelle kontekster, at det kan blive vanskeligt at genkende et egentligt ønske om i en specifik situation at bære ansvaret for noget, som er gået skævt.
Uanset om undskyldninger er lette eller svære for os at vriste ud ad ærmet, og uanset om det, der skal undskyldes for, kommer fra alvorlighedskategori minor eller major, er det afgørende, at undskyldningen først kommer, når den kan komme fra det rette sted i os. Når vi kan give undskyldningen fra et oprigtigt, gennemtænkt og velment sted.
Det kan være fristende at give en undskyldning for at komme ud af en ubehagelig situation. Komme videre. For at få glattet tingene ud og komme i balance igen. For at få tilgivelse for det, vi føler skyld over, så den gode kontakt kan blive genoprettet.
Andre gange kan vi have en fornemmelse af, at en partner eller ven forventer en undskyldning af os. At der ligger en forurettet stemning over relationen, som kun kan fjernes, hvis vi påtager os skyld for det, som er gået skævt. Det er ikke sikkert, vi selv er helt enige i denne skyldsplacering, men samtidigt vil vi gerne genetablere den gode kontakt.
Det er en dårlig ide at give en undskyldning for at komme væk fra noget ubehageligt eller for at gøre stemningen bedre. Undskyldninger fra disse udgangspunkter kommer ikke fra hjertet og går derfor heller ikke helt ind hos vores partner eller ven.
Undskyldningen lyder måske rigtig, men den føles forkert.
Forudsætningen for, at der reelt kan komme en forløsning ud af en undskyldning er, at vi til fulde har indset og forstået, hvad der er gået galt mellem os og det andet menneske, vi relaterer til. Det kan vi ikke, før affekten er forsvundet og vi igen kan tænke frit og klart.
Vi skal kunne mærke i os selv, om vi reelt føler os skyldige for det skete eller det sagte. Og hvorfor, vi føler os ansvarlige. Vi skal kunne tænke tilbage på det skete eller det sagte og forstå, hvilke dynamikker der var i spil, og hvad vores egen rolle var i situationen. Hvilket ansvar vi bærer for dét, der er sket.
Hvad er det, vi er kede af og gerne vil undskylde for?
Er det at vi har såret vores relations følelser eller svigtet dennes tillid? Er det at vi har forårsaget utilsigtede praktiske konsekvenser for vores relation eller noget helt andet?
Uanset hvad baggrunden for skyldsspørgsmålet er, skal vi være helt bevidste om, hvad vi undskylder for og dermed tager ansvaret for. Vi skal mene det oprigtigt og være klar til at stå ved det ansvar. Også i morgen. Ellers er det bedre ikke at undskylde.
For en partner eller en ven kan mærke, om undskyldningen er oprigtig eller blot et skalkeskjul for at komme ud af en ubehagelig relationel situation.
Hvis en undskyldning er oprigtig og rammer rent ind hos den anden, vil der komme en hurtig og mærkbar forløsning i den anspændte relation. En helhjertet og gennemtænkt undskyldning kan være ekstremt effektfuld og medvirke til at sænke paraderne både i os selv og vores partner.