Seksuel stilstand i parforholdet: Unlocking bane 2
Af: Line Soot
Nedsat sexlyst, manglende entusiasme og mangel på initiativ vil nok lyde bekendt for mange, der har levet i et længerevarende parforhold. Det er nemlig helt normalt. Alligevel bekymres de fleste over det.
Med god grund. For den dræbende stilstand kan være starten på enden, hvis ingen reagerer på den. Samtidigt kan det seksuelle dødvande være startskuddet til, og grobunden for, en ny udvikling i relationen. En udvikling, der kan vise sig at være styrkende for både parterne som individer og for relationen.
Lad os starte med den relationelle stilstand, hvor den seksuelle spænding over længere tid er blevet erstattet af praktiske gøremål, aktiviteter med børnene, træthed eller planer udenfor huset. En situation mange af os har været i en eller flere gange i livet.
Også i de forhold, hvor vi har været vanvittigt forelskede, og hvor vi kan mærke, at kærligheden er stor og gennemgribende, bliver vi ramt af den. Stilstanden. Det fælles sexliv har været godt, måske endda fantastisk, og alligevel er det en dag mest en skygge af sig selv, hvis det stadig findes.
Gradvist vil det skrantende sexliv liste en lille bitte mental og kontaktmæssig afstand ind mellem os, fordi vi ikke kommer helt så tæt på hinanden fysisk mere. Det sker ofte så langsomt, at det kan være svært at sige, hvornår det er begyndt, og hvorfor det blev sådan. Det gjorde det bare. Der er ikke noget ”rigtig galt”, men alligevel er det ikke længere rigtig godt heller.
Vi er muligvis blevet næsten usynlige for hinanden og måske endda også for os selv. Vi er over årene blevet så meget en samarbejdende enhed, at vi som individer er blevet blege skygger. Vi kan ikke længere se vores partner tydeligt, og vi kan måske også dårligt mærke nuancerne i os selv. Hvad vi drømmer om, hvad vi har lyst til. Hvad der er vigtigt, og hvad der er rigtigt.
Når vi er usynlige for hinanden og for os selv, forsvinder energien mellem os. For det er mere end svært at tænde på én, der ikke er tydelig. Når vi har tilpasset os for meget til fællesskabet, er der ganske vist ikke så mange konflikter, men der er heller ikke nogen levende ild i os. Ingen aggressiv energi, der kan lave spændingsfelter og tænde det seksuelle fyrværkeri.
Vejen ud af stilstanden og videre til bane 2 i parforholdet går gennem os selv. Det hjælper ikke at klage over, at vores partner er for doven, for tyk, for kedelig eller for lidt interesseret i os. Det er nemlig ikke det sted, knuden kan løsnes fra.
Vi må nødvendigvis tage udgangspunkt i os selv. Igangsætte frigørelsen fra den symbiotiske indvikling i hinanden. Løsrive os fra den omsiggribende tilpasning og begynde processen med at blive bevidste om, hvem vi selv er. Den samarbejdende enhed har udtjent sin funktion.
Det er hårdt men nødvendigt at adskille os fra symbiosen, der er kendetegnet ved, at det er svært at vurdere, hvor vi selv stopper og den anden begynder. Men kimen til en styrkelse af relationen ligger i dette skridt væk fra den ubetingede tryghed.
Det kan være skræmmende, endda glimtvist utrygt, at skulle genfinde sig selv. Grave sig fri og ryste gammelt støbeler af os. Det kan også være skræmmende at se sin partner rejse sig fra den fælles symbiose og blive til igen som selvstændigt, tydeligt afgrænset menneske. Forskellig fra os selv og måske endda med tanker, drømme, lyster og grænser, der går på tværs af vores egne.
Men heri ligger de første skridt ind i næste fase, hvor der igen kan begynde at spire liv i relationen. En fase, hvor vi ikke længere kan tage for givet, at vi ved alt om hinanden, og hvor uvisheden omvendt også skærper sanserne og nødvendiggør, at vi er både vågne og opmærksomme på hinanden.
Måske kan vi lide den person, vi lever sammen med. Måske ikke. Gennem nysgerrighed og opmærksomhed må vi stille spørgsmålene: ”Hvem er jeg?” og ”Hvem er du?”. Gå på opdagelse i os selv og hinanden og igen tage stilling til, om vi er det rigtige sted.
Først herfra kan den seksuelle gnist fange an igen. Når vi kan mærke os selv og se hinanden klart. Som to enheder, adskilt fra hinanden. Når jeg er mig, og du er dig.