Kropsubehag vol.1- Nedsat sexlyst

Af: Line Soot (linesoot.dk)

Vi kender den, vores krop. Ved hvordan den ser ud. Uanset om vi kan lide, hvad vi ser eller ikke. Vi konfronteres med kroppens visuelle fremtoning, før vi tager tøjet på om morgenen, og når vi tager det af igen om aftenen.

Vi ved også hvordan den føles, både når den er i trivsel, og når den ikke har det så godt. Når vi har det godt, kan det føles som om kroppen kan flyve, og vores gang på jord er så let som ingenting.

Andre gange kan kroppen give os negative signaler for eksempel smerter fra hoved, mave, led, muskler eller lignende. Den kan også give os en oplevelse af overbelastning eller fejlbelastning med uro, hjertebanken, åndenød, svimmelhed, temperaturudsving og meget andet.

Vi kan have det mere eller mindre stramt med vores krop. Nogle mennesker er heldige og trives med deres krop. Mange har imidlertid en oplevelse af, at kroppen er forkert på den ene eller den anden måde.

Det kan være, vi oplever kroppen som for tyk, for tynd, for lav, for høj, for skæv, at røven er for stor, brysterne for små eller for store, penis for skæv eller for lille, at der er for lidt hår, for meget hår, eller at vi er født med det forkerte køn.

Det kan også være en oplevelse af, at kroppen er et utrygt sted at være. Det kan der være mange grunde til, blandt andet seksuelle overgreb, fysisk overfald, psykisk vold eller lignende. Sådanne oplevelser kan resultere i, at kroppen giver os forkerte signaler eller at den svigter, når vi har brug for den.

Vores selvopfattelse kan også være problematisk. En oplevelse af ikke at være god nok eller elskelig nok. Nogle gange kan det være en oplevelse af, at vores meninger eller følelser ikke tæller lige så meget som andres. Ofte vil mindreværdsfølelse også manifestere sig som en generel utilpashed i kroppen. En oplevelse af at kroppen ikke er tilpas eller ”rigtig”. En kropslig akavet-hed.

Når vi ikke er venner med vores krop, vil det påvirke vores kontakt med andre. Særligt sexlivet er meget følsomt for, hvordan vi har det med vores krop.

Hvis vi egentlig ikke bryder os om, hvordan vores krop ser ud eller føles, er det meget svært at give sig hen i nuet, når vi har sex. Så bliver vi mere optaget af, hvordan vores krop gebærder sig eller ser ud, end vi er af nydelsen og kontakten til det menneske, vi har sex med.

På sigt kan ubehag ved egen krop resultere i et problematisk sexliv, fordi sex bliver forbundet med ulyst.

For når vi ikke er til stede i nuet, og når vi ikke kan holde af vores krop som den er, så stritter den imod og hindrer os i at mærke nydelsen. Og når vi ikke med både krop og sjæl kan give os hen i nydelsen, så bliver den samlede seksuelle oplevelse halvdårlig og dermed ikke noget, vi har lyst til at opleve mere af. For mange vil slutresultatet være manglende eller nedsat sexlyst.

Hvis du har brug for hjælp til at finde hoved og hale i din sexlyst og dine kropsoplevelser, er du velkommen til at kontakte mig for en samtale. Du kan læse mere om mig her.

Du kan også læse mere om nedsat sexlyst her

 

 

 

Forrige
Forrige

Konflikthåndtering vol.1 – Generalisering

Næste
Næste

De små mirakler