Konflikthåndtering vol.1 – Generalisering
Af: Line Soot (linesoot.dk)
Kender du det: Du befinder dig i en konflikt med din partner, I føler jer begge to pressede og pludselig begynder det at fyge med generaliseringer. ”Du husker aldrig at…”, ”Hver gang jeg beder dig om noget så…”, ”Du presser mig altid til at…” eller lignende?
Det er ofte en mekanisme, der aktiveres i forbindelse med konflikter. Vi får lyst til at sætte trumf på, og så tager vi generaliseringerne i anvendelse. For at gøre os forståelig overfor vores partner. For at trænge igennem med vores budskab.
Problemet er, at der sjældent kommer noget godt ud af det, når vi skruer op for volumen på den måde. Vores partner forstår os ikke bedre, når vi bruger termer som ”aldrig” og ”altid”, tværtimod.
Oftest vil generaliseringer i kommunikationen resultere i en øget afstand mellem os. Kontakten bliver dårligere, og det bliver vanskeligere at komme tilbage til et trygt sted, hvor vi igen kan mærke kærligheden mellem os. Vi skubber vores partner længere væk fra os og resultatet bliver, at begge parter føler sig ensomme og forladt.
Hvorfor virker generaliseringer så voldsomt på os?
Når vi bruger termer som ”aldrig” og ”altid” forvrænger vi vores fælles fortid og pålægger vores fælles fremtid negative forventninger. Det handler ikke længere om en ”nu og her” -konflikt, men bliver til en langt mere vidtrækkende problemstilling.
Sagt med andre ord optrapper det konfliktniveauet betragteligt, når vi går fra konflikt over en konkret problemstilling til en generel problematisering af vores relation. Fokus flyttes fra diskussion af noget relativt håndterbart til at handle om hele vores parforhold i bredere forstand. Ofte er det ikke ment sådan, men alligevel er det sådan, det ender med at blive opfattet.
Når fokus flyttes fra noget meget konkret til en problematisering af selve relationen, kan det let medføre følelsesmæssig tilbagetrækning, og ende med at parterne sidder tilbage hver for sig med en oplevelse af ensomhed, der ikke så let lader sig opløse. Der synes at være lang vej tilbage til den nære og trygge forbindelse mellem os.
Oprydningsarbejdet bliver større, når vi generaliserer i vores konflikter. Det tager længere tid at nå ind til hinanden igen, når stormen har lagt sig, og vi igen kan tænke rationelt og klart. Det kræver ligeledes en stor indsats at samle stumperne af de ituslåede billeder af fortid og fremtid, så vi igen kan begynde at skabe fælles fodslag og hjælpe hinanden ud af ensomheden.
Det gode råd: Forsøg det bedste du har lært ikke at anvende generaliseringer, når du kommer i konflikt med din partner. Ord som ”altid” og ”aldrig” kan med fordel fjernes fra dit sprogbrug, når du taler med din elskede om svære emner.
Hold diskussionen i nutiden og hold den konkret. Så bliver det lettere at gå videre sammen ind i fremtiden.
Du kan læse mere om konflikthåndtering her
Hvis I har brug for hjælp til at navigere igennem fastlåste konflikter, er I velkomne til at kontakte mig for en samtale. I kan læse mere om mig her.