Erotisk lyst-ubalance vol.1

Af: Line Soot (linesoot.dk)

Når den ene i et parforhold har et større behov for erotisk leg og seksuel kontakt end den anden, kan det have store konsekvenser for forholdet, også udenfor soveværelset.
Seksuelt samliv er nemlig meget mere end bare sex. Det er også kontakt, nærvær og bekræftelse af vores kærlighed til hinanden.

Meget ofte vil det være en systematisk ubalance, der er tale om, dvs at den ene tilbagevendende har et større seksuelt behov end den anden. Denne systematiske ubalance kan medføre et ændret kontaktmønster, hvor det kan ende med en oplevelse af, at den ene ”altid har lyst” og ”hele tiden vil have sex”, og den anden ”altid trækker sig fra berøring” og ”aldrig har lyst til sex”.

Hvis vi kommer til dette punkt, hvor vi begynder at generalisere i forhold til os selv og hinanden, er det påtrængende, at vi stopper op og tænker os grundigt om. Så er vi nemlig i gang med at etablere en distance i kontakten mellem os, der kan være undergravende for kærligheden og som kan udløse en oplevelse af ensomhed. Det vigtigste her er, at vi overfor hinanden vover at sætte ord på, hvad der sker mellem os. Det kan være smertefuldt, men der er ingen vej udenom, hvis vi skal have genetableret oplevelsen af at have en oprigtig og dyb kontakt til hinanden.

Det normale har meget vide grænser, når det handler om, hvor ofte vi har lyst til sex. Og det ene kan være fuldstændigt lige så rigtigt eller godt som det andet. Uanset om vi har lyst til sex hver dag, eller der går to uger mellem, at vi kan mærke den kildrende længsel efter seksuel stimulation, så kan det både være normalt og rigtigt for den enkelte.

Problemet opstår, hvis den ene part oplever at have meget mere lyst til sex end den anden. Så kan den mest sex-sultne komme til at føle sig afvist eller uelsket. Det er der ingen mennesker, der tåler ret godt. Det kan medføre frustration, ensomhedsfølelse og nogle gange irritation eller vrede. Ofte kan den mest sex-sultne komme til at føle sig forkert i sit behov for seksuel kontakt.

Den mindre sex-sultne kan omvendt føle sig presset til mere fysisk intimitet end ønsket, hvilket kan afstedkomme en yderligere tilbagetrækning og måske ovenikøbet en uvilje mod almindelig hverdagskontakt som kram, kys og små kærtegn. Den mindre sex-sultne afholder sig måske fra at røre kærligt ved sin partner af frygt for, om det vil blive opfattet som en invitation til sex. Også den mindre sex-sultne kan ende med en følelse af at være forkert og en oplevelse af at være årsag til, at den anden er ulykkelig og frustreret.

Når vi som mennesker føler os skamfulde og forkerte reagerer vi ofte irrationelt. Vi går måske i første omgang i forsvarsposition, fordi vi føler os sårbare og gerne vil beskytte os selv. Herefter kan vi blive mere løsningsorienterede, idet vi forsøger at opstille en forklaringsmodel, der kan få de vanskelige ting til at give mening for os. Her er det ofte lettere for os at finde årsagen til de ubehagelige følelser i vores partner end i os selv.

Det er helt normalt i en sådan situation, at vi tænker, at hvis bare vores partner var mere som os selv, eller hvis bare vores partner kunne forstå os lidt bedre, så ville vores seksuelle relation være mindre problematisk. Det er dog ikke hensigtsmæssigt, selvom det er normalt.

Hvis vi henfalder til at give hinanden ”skylden” for den fastlåste situation i vores sexliv, kan vanskelighederne hurtigt eskalere. Det er ikke ualmindeligt, at der så kommer egentlige skænderier og at beskyldningerne begynder at fyge i rummet og pludselig kan komme til at handle om alt muligt andet end sex. Om hvem der laver mest i hjemmet, hvem der bruger flest penge, hvem der tager mest ansvar og mange andre ubehagelige emner, der blander sig med den oprindelige konflikt om en lystubalance i forholdet.

Det handler pludselig ikke længere kun om, at den ene part har mere seksuel lyst end den anden. Det begynder også at handle om, hvordan vi taler til hinanden. Om vi lytter til, hvad vores partner siger os, og om vi reelt føler os set, hørt og elsket. 

For at komme tilbage til en reel kontakt til hinanden er det nødvendigt at skrælle alle udenoms-diskussionerne af og komme ind til kernen af problemstillingen.

Der skal genetableres en oplevelse af, at vi hver især er ok helt som vi er. Med mere lyst, mindre lyst eller med svingende lyst. Det er nødvendigt at vi ser hinanden med kærlige og nysgerrige øjne. At vi ikke prøver at lave hinanden om men i stedet prøver at finde ud af, hvordan vi kan få det bedste frem i vores sexliv. Ud fra de vilkår vi har.

Når vi igen er kommet til et sted, hvor vi ser, hører og reagerer nærværende på vores partner, kan vi begynde i fællesskab at undersøge, hvordan vi kan fremdyrke et sjovt og erotisk stimulerende samliv. Med respekt for hinandens forskellighed.

Har du og din partner brug for hjælp til at genfinde den gode kontakt eller hjælp til at tale om det svære i en erotisk lyst-ubalance, er I velkomne til at skrive til mig for en samtale. I kan læse mere om mig her

Læs evt Erotisk lyst-ubalance vol.2

I kan også læse mere om nedsat sexlyst.

 

 

Forrige
Forrige

Erotisk lyst-ubalance vol.2

Næste
Næste

Åbne parforhold vol. 2 – Det begynder med en tanke