At give slip

Af: Line Soot (linesoot.dk)

Det lyder så let, men er det ofte ikke. At give slip. I alle mulige sammenhænge. Allerede fra småbarnsalderen er det at give slip en udfordring. For at blive renlig, skal vi lære at give slip på afføringen, når vi sidder på potte eller toilet. Hver gang vi som små i børnehave og skole er blevet afleveret af vores forældre, har vi skullet give slip. Når vi flytter hjemmefra som unge skal vi give slip. Sige farvel og goddag til noget andet.
Hver aften, når vi skal falde i søvn, skal vi kunne give slip. På vores bevidsthed.

At give slip er at acceptere afgivelse af kontrol.  At give slip er et tema igen og igen. Altid. Indtil det sidste. Døden er det endegyldige given slip. På livet.

Vores sexliv kræver også at vi kan give slip og give os hen. For at kunne have sex og nyde det, er det nødvendigt på flere niveauer at kunne give slip.

Hvis vores partner sender signaler om, at der er en invitation til sex i luften, kan det være, at vi er optaget af noget andet, der ikke handler om sex. Enten i tanke eller handling kan vi være optaget af noget, der ikke umiddelbart for os er forbundet med vores seksualitet. Det kan være tanker om, hvad arbejdsdagen i morgen bringer, eller det kan være oprydning i værkstedet. Uanset, så har vi ikke selv et stående incitament for den sex, vi inviteres til at deltage i.

Det kræver noget af os at tage imod invitationen til at fokusere vores opmærksomhed på sex, fremfor arbejde, oprydning eller hvad vi ellers kan have gang i. At slippe det, der optog os for at følge vores partner ind i et andet univers, det seksuelle. At kunne skifte fokus kræver, at vi kan give slip.

Under seksuel leg kan det også være en udfordring at give slip.

Måske er vores tanker stadig optaget af noget helt andet, end dét vi foretager os med vores partner. For at kunne være nærværende og nyde nuet, er det helt afgørende at kunne slippe tanker og følelser, der kobler sig til fortid og fremtid. Det siger sig selv, at det ikke er befordrende for lysten, hvis vi mentalt er beskæftiget med at tænke over, hvorfor vores arbejdsgiver var sur i går, eller med at planlægge en drengetur til Sverige i påsken. 

Det er afgørende for vores evne til at nyde, at vi kan give slip på tvivlende tanker om vores krop og vores præstation i nuet. Tankerne om, hvordan vores partner synes, vi ser ud, mens vi har sex og om, hvor ”dygtige” vi er til at have sex. Om vi er for tykke, for tynde. Om rejsningen er god nok. Om vi er våde nok. Om vi er spændende nok. Om vores partner er tilfreds nok. Om vi er nok.

At få en orgasme er ikke en selvfølge eller noget, der kommer let til alle. Det kræver i allerhøjeste grad også, at vi evner at give slip. At vi kan være til stede i nydelsen uden at plumre den til med en overivrig hjernes tanker eller en anspændt krops modstand. Det kræver, at vi kan slippe tanken om en orgasme som målet for den sex, vi har.

En orgasme er den ultimative given slip.

Derfor er det ofte også så lettere at falde i søvn efter god sex og en orgasme. Fordi vi har givet slip. Flere gange. Kroppen har sluppet, hjerne har sluppet, og der er ro i systemet.

Læs mere om skam her

Forrige
Forrige

Kroniske smerter og BDSM

Næste
Næste

Usynlighedsdrikken Skam